Som forældre kan det godt nogle gange være svært, at forstå de problemer vores børn døjer med. I vores øjne er de jo bare små børn, der ikke har nogle reelle problemer endnu. De behøver ikke bekymre sig om noget som helst: vi sørger for at de har et sted at bo, har tøj på kroppen og får nok at spise. De kan egentligt bare nyde livet, og gå på opdagelse i den her forunderlige verden. De kan tage i skole og lære nye ting, og de kan hænge ud med deres kammerater og spille fodbold eller computerspil. Det er da det rene drømmeliv! Alligevel virker det ikke til, at de helt forstår hvor godt de har det. De smiler ikke hele tiden. Tværtimod ser de ud til at arbejde på en masse ting, og være involverede i en eller anden form for drama.
Hvis man bruger nogle minutter på at tænke tilbage på sin egen skoletid, så bliver det måske lidt lettere at forstå, hvorfor dine børn har det på den måde. Da du selv var barn, levede du jo selv i den verden. Du havde heller ikke nogen ”reelle” problemer, set med de voksenes øjne. Men fra dit perspektiv var der masser af ting at skulle håndtere. Skoler har et hierarki, fuldstændigt som verden udenfor har det. Men for barnet, er dette hierarki det eneste, de behøver at bekymre sig om. Det er deres virkelighed, og den er ligeså virkelig for dem, som de voksenes liv er for de voksne.
Jeg var dog heldig, at jeg hurtigt fandt en måde at være ligeglad med popularitet i skolen på. Det var ikke fordi jeg ”regnede” ud at det var ligegyldigt, eller jeg blev voksen før min tid. Nej, for mig skete det helt automatisk som et produkt af, at jeg havde en passion for golf.
Jeg vidste ikke noget bedre, end at tage med min far ud til diverse golfklubber og spille golf. Jeg elskede al den friske luft, og den venskabelige konkurrence der var i, at slå til golfbolden på den helt rigtige måde. Jeg blev altid fuldstændigt opslugt i spillet og glemte verden udenfor i flere timer af gangen.
Når man har en hobby, som man i den grad kan lade sig opsluge af og blive god til, så er det svært at tage andre ting særligt tungt. Hvad så, hvis jeg ikke er den mest populære dreng i skolen, eller har det seneste modetøj? Det er ikke det spil jeg spiller. Jeg spiller golf, og det er der, jeg lægger mine kræfter.
Hvis vi gerne vil hjælpe vores børn, så skal vi holde op med at himle øjne over deres brok. Vi er nødt til at huske tilbage på vores egen skolegang, og acceptere at deres problemer er ligeså virkeligt som vores er. Og så bør vi hjælpe dem med at finde en hobby der er rigtig for dem, som kan hjælpe dem med at sætte tingene i perspektiv, og ikke tage popularitetskonkurrencen på skolen så tungt.
